Dette afgangsprojekt ønsker at udfordre den danske kirkegård ved at undersøge muligheder for nye begravelsespladser. Udgangspunktet har været en fascination af de dødes grønne rum, såvel som en følelse af fremmedgjorthed over for de ofte dystre og statiske kirkegårde. Afsnit om kirkegårdens historie, om aktuelle tendenser samt et idékatalg medvirker til at kvalificere opgavens endelige to forslag.
Det første forslag til en ny begravelsesplads er et begravelseslandskab i Nationalpark Thy. Forslaget udtrykker det voksende økologiske natursyn, ved at placere sig i den tilsyneslandende uberørte natur og dyrke det naturlige ved døden. Som en del heraf, kan man selv forestå begravelsen. Naturen kan opfattes som erstatning for et religiøst behov, da man i naturen finder balance og forklaring på mange af livets forhold.
Det andet forslag er et mindelandskab på Fredriks Allé i Århus centrum. Den afdødes aske støbes ind i en flise, som indgår i dette landskab. Mindelandskabet er på én gang en park, en plads, en promenade samt et udfordrende gangforløb. Begravelsesflisen æstetiserer døden samt fordrer diskussion om hvad en naturlig afslutning på livet er.

Historisk linie

Tal og tendenser

Idékatalog

Idékataloget skal anvise nye muligheder for begravelsespladser, som reflekterer den stigende diversistet i livsførelse. Vi har blandet vores egne idéer med nye eksisterende begravelsesformer, som for de fleste er ukendte.

Begravelseslandskab-Thy

For mange er naturen et rum til rekreation og reflektion, et sted hvor vi genfinder vores balance. Vi har valgt at designe en begravelsesplads, udfra menneskets dragning mod naturen. Det store antal ansøgninger om begravelse i naturen, så som askespredning over havet samt begravelse i skov, viser, at denne tendens styrkes i disse år. Vi har valgt at lade begravelsespladsen mærke med det statsgaranterede Ø-mærke, på grund af det voksende økologiske natursyn. Natursynet manifesterer sig konkret i, at mennesker ændrer vaner. Som eksempel bestod mindre end 0,1 procent af den totale fødevareomsætning i Danmark i 1990 af økologiske varer. I 2008 er dette tal steget til over 6 procent. I dag er økologiske urner og kister, som er lavet af letnedbrydelige uskadelige materialer, populære. På Assistens Kirkegården i København er antallet af kistebegravelser fordoblet, da de er mindre energikrævende end kremering. På landsplan er kremeringskurven dog stadig stigende. Det økologiske natursyn definerede af sociologen Jens Schjerup Hansens i 1989 som en reaktion mod det nytteprægede og det funktionalistiske natursyn. Han skriver, at naturen ikke er en uudtømmelig ressource. Der skelnes ikke mellem smukt og grimt, men værdier ligger i bæredygtighed og biodiversitet. Litteraturhistoriker Svend Erik Larsens har siden uddybet den nye opfattelse, og han skriver blandt andet, at natur er materiel proces af miljø (ressource/affald) og landskab (æstetisk oplevelse). Naturen sker. Den er en proces, hvor mennesket deltager. Vi strukturerer vores natursyn i kulturlandskabets rum, der er blevet institutionaliseret. I forlængelse af ovenstående ønsker vi, at det skal være muligt selv at forestå begravelsen (under opsyn) som en del af en af-institutionalisering af døden. For nogle mennesker vil det sandsynligvis give mening, selv at arrangere og forestå begravelsen af deres kære. Det er en del af DIY-kulturen*, at mennesker ønsker at af-institutionalisere livets vigtig begivenheder (fødsel og død) og selv tage ansvar.

Mindelandskab Frederiks Allé

Det andet forslag tager konsekvensen af den øgede bosætning i byerne. I dag lever 86 % af den danske befolkning i byer. 29 % bor i byer med over 100.000 indbyggere. Byens center opfattes traditionelt som modpol til den "uberørte" natur. Her udspiller det iscenesatte liv sig i høj grad, og der forekommer flere nye familiemønstre end i den øvrige del af landet. Som et eksempel bor de fleste singler i byen og de planlægger deres begravelse som aldrig før. Det fortæller Mogens Balling, direktør i Begravelse Danmark og Liv og Død i Politiken d. 8 august 2008. -Vi kan konstatere, at flere og flere singler udfylder "Min sidste vilje". Ligesom en større del af dem, der køber forudbetalte begravelser, er singler. Han fortæller, at én vil begraves i sin hvide Camel t-shirt, mens en anden ønsker, at kirken skal runge af Phil Collins ’Bye Bye Baby’, når hans kiste bliver båret ud.
Vi forestiller os, at man bliver en del af byens centrum efter sin død. På den måde bliver man måske ikke helt glemt, og kan samtidig bidrage til byens liv.
Derudover ønsker vi at præsentere en modpol til det økologiske begravelses-
landskab ved at anvende byens byggematerialer til begravelsesformål. Byens byggematerialer har en lang nedbrydnings-/levetid og kan ofte genanvendes mere end der endnu er tradition for. Som eksempel udvikles der CO2 ved produktionen af beton (cement), men materialet er flere hundrede år om at forvitre. Beton opsuger CO2 i store mængder, når den nedbrydes maskinelt og pulveriseres. Herefter kan den genanvendes til produktion af ny beton.
Vi ønsker at begravelseslandskabet i byen skal æsteticere og iscenesætte naturens processer. Kremering har længe været det moderne menneskets foretrukne
begravelsesform og heri ligger kimen til den æstetiske begravelse, som beskrevet i det historiske afsnit. Den ønsker vi at videreudvikle i et æstetisk og funktionelt begravelseslandskab.

Perspektivering

Begravelse i naturen

Konsekvensen af at flere ønsker at begraves i naturen på en naturlig måde, er at loven nu åbner op for kommunale skovkirkegården på uindviet jord uden kapel. Nye foreninger som livsceremonier og humanistisk samfund vil hjælpe pårørende med selv at planlægge og forestå begravelsen af deres nære. De ønsker at præsentere verdslige alternativer til den kristne begravelse såvel som at styrke det nære og personlige i et begravelsesforløb. I England hjælper The Natural Death Center pårørende med at arrangere begravelser i naturlige omgivelser, typisk under et træ. I England må man gerne begrave liget privat, forudsat en del sanitære forholdsregler overholdes. Man kan begrave i egen have, såfremt den er stor nok , eller i en af de såkaldte Garden Burials, som er privatejede begravelsespladser. Såfremt de sanitære forhold kan afklares og loven hermed ændres, kan man på sigt forestille sig en lignende udvikling i Danmark.
Den nye bevægelse skaber en sammenhæng mellem to behov. -Protesten mod at opleve sin verden som fremmedgjort og ønsket om at tilgodese det økologiske perspektiv.

Begravelsesflise

En begravelsesflise giver med sine hygiejnemæssige fordele og sin store abstraktionsgrad en uendelig række mulige placeringer. Man kunne for eksempel forestille sig at lægge flisen i vejen ved sit hjem, sit sommerhus eller ved sit yndlings værtshus? Valget af placering vil i høj grad fortælle om personens liv og værdier. Begravelsesflisen opfylder både behovet for nærhed og mobilitet idet flisen eventuelt kan graves op og flyttes. Udviklingen peger mod at der i fremtiden vil være flere forskellige ønsker til begravelsespladser. Fordelen ved en flise er derfor dens store adaptionspotentiale.
Tanken om ikke at nedgrave de jordiske rester er allerede udfordret. I idékataloget vises en række alternativer, lige fra at sende asken ud i rummet til at støbe den ind i et smykke. Flisen har ligeledes et udødelighedsaspekt i sig, som kan appelere til rigtig mange.
Det er interessant at forestille sig, hvordan omgivelserne vil påvirkes af disse fliser. Det vil ganske givet være noget man passerer uden at skænke flisen nogen særlig tanke. Andre gange vil man uundgåeligt reflektere, når man støder på begravelsesfliser, og således er kirkegårdens særlige aflukkede rum til reflektion nu spredt ud i hverdagslandskabet.
Den store abstraktionsgrad og flisematerialerne betyder på hver deres måde, at man må sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er naturligt. At placere den afdøde i en smuk flise (eller ring), kan forekomme aktuelt, værdigt og meningsfuldt. Men det kan samtidig læses som en yderligere abstraktion eller fornægtelse af dødens natur.